Er der virkelig gået et år?

Begrebet ‘tid’ har ændret sig. Eller, måske ikke så meget selve begrebet, men mere min opfattelse af det. Det er som om, tempoet er blevet skruet op. I 2015 blinkede jeg med øjnene, og nu har jeg et barn på halvandet. Forleden var jeg til jobsamtale, og nu har jeg været ansat i et halvt år. Jeg har lige sagt ja til min kæreste, og nu har vi været gift i to år. Jeg trykkede ‘publish’ på mit seneste indlæg for et øjeblik siden, og nu er der gået 11 måneder.

Men hvorfor er der gået 11 måneder uden en lyd herinde? Det er bestemt ikke fordi jeg ikke har haft noget på hjerte. Det er heller ikke fordi mine hænder har sluppet garnet – det bevidner billederne her i indlægget. Det er den fordømte tid, der fast-forwarder forbi mig, imens jeg prøver at fastholde alle de oplevelser, der bombarderer mine sanser fra alle sider.

Jeg er, som de fleste børn, vokset op med en fornemmelse af, at tiden strakte sig uendeligt ud foran mig. Og den gik langsomt. Ikke altid lige langsomt, men folkeskolen føltes helt sikkert længere end 10 år, selvom afgangskulleret fik mig til at synes, at tiden var fløjet, da jeg holdt afgangstale efter 9. klasse. I gymnasiet, og især på universitetet, syntes tiden dog at samle tempo. Pludselig kunne jeg se, at tingene foran mig ikke ville vare evigt, og jeg begyndte at forstå, hvad alle de gamle mente, når de sagde, at man skal huske at nyde sin ungdom. Den er flygtig.

Jeg er stadig ung. Bevares. 30 er jo ingen alder. Men mit perspektiv er ikke så ungt længere, som det har været. Jeg kan se ruten mod alderdom foran mig nu. Jeg er ikke udødelig længere. Og det er helt okay. Det gør mig ikke bange. Men det gør mig mere opmærksom på betydningen af at udnytte tiden, imens den stadig er der for mig. Det er ikke en kunst, jeg har mestret, men det er noget, jeg øver mig rigtig meget i. Især med MiniMinken, som snart ikke er så mini længere. Han vokser og udvikler sig i et tempo, man kan blive helt rundtosset af. Nogle gange bliver jeg også trist, fordi jeg føler, at han udvikler sig hurtigere end jeg kan følge med. Jeg er ikke klar til, at han bliver for stor til, at jeg kan bære ham på en arm. Eller til at han selv kan tage sit overtøj på og af. Eller til at han ikke længere har brug for at holde i hånd, når jorden er ujævn. Jeg har ikke fået nok af ham som baby, og nu er han allerede et lille barn.

Tidens gang har selvfølgelig også fordele. Jo mere perspektiv på livet jeg får, jo lettere er det for mig at finde ro med tingenes tilstand. Det er som om de svære ting ikke fylder på den samme måde længere. Måske er det fordi jeg ved, at svære tider passerer, hvis man giver dem tid og ro til det. Måske er det fordi jeg har nok i bagagen nu til at jeg bedre kan håndtere modgang. Uanset hvad, nyder jeg en ro nu, som jeg ikke kendte, da jeg var yngre.

Jeg kan stadig godt blive overvældet. Og jeg vil ikke lade som om, at det første år som mor ikke bød på nogle af de allerstørste udfordringer, jeg har stået over for. Søvnmanglen alene har flere gange vippet mig helt af pinden og skubbet mig så langt ud mod kanten af min kapacitet, at jeg næsten kunne føle, at jeg blev til et andet menneske. Og det var altså ikke et bedre menneske, hvis I skulle være i tvivl. Det var et monster, der åd alt hvad jeg havde i mig af glæde, overskud, selvtillid, indlevelsesevne og interesse i noget som helst.

Moderskabet har indtil videre været en meget stor lektie i ydmyghed, som er ved at tage en positiv form, men som er affødt af følelser af dyb, dyb utilstrækkelighed og usikkerhed. Men det har også været en lektie i omfanget af min evne til at elske og acceptere. Og måske er det der i, noget af mit nyfundne perspektiv og den medfølgende ro bunder – der er blevet indført en absolut konstant i mit liv; min søn. Jeg mener ikke, at mit univers for evigt skal have ham som center – det tror jeg ikke ville være sundt for hverken ham eller mig. Men min kærlighed til min familie, min mand og de børn, vi får, er det bedste anker, jeg kan forestille mig.

Jeg vil ikke prædike, at børn er den eneste måde, man kan skabe ægte mening og indhold i livet. For den tro bekender jeg mig ikke til. Men det er helt sikkert én måde at gøre det på, for der er godt nok meget indhold i det. Og ikke kun i form af praktiske opgaver som bleskift, oprydning, tøjvask, madlavning, skubbeture med barnevogne, indkøb, gulvvask, nedtørring af tomatsovs på væggene og lignende glæder. Men de opgaver bringer mig tilbage på mit oprindelige spor: følelsen af, at tiden har taget løbesko på.

Med fuldtidsjob og fuldtidsfamilie er det svært at få tid til andet end at holde hverdagshjulene kørende. Men jeg kan ikke undvære mit håndarbejde – det er min medicin, det der holder mig fra at gå amok i en stresspsykose. Men jeg har skruet ned for tiden på bloggen og tilhørende aktivitet på sociale medier. Jeg har ikke givet op, og jo mere vi får styr på rutinerne i vores nye virkelighed derhjemme, jo mere lyst får jeg til at blive aktiv herinde igen. Og se nu bare her, jeg har skrevet et helt indlæg. Det må være et godt tegn, selvom det ikke handlede så meget om garn.

Advertisements

Kategorier:Livet m.m.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s