Mød MiniMinken

Efter 14 dage som mor må jeg konstatere, at jeg ikke kendte den sande betydning af ordet ‘træthed’ før. Jeg forstår pludselig, hvad begrebet ‘ammehjerne’ går ud på – det ene ord dækker over tilstanden, at man er så træt, at man smider mælken i skraldespanden i stedet for at sætte den i køleskabet, fordi man har glemt, hvad man var igang med, og at man glemmer hvad en samtale handler om, imens man er ved at svare på et spørgsmål. Ordet dækker i det hele taget alle de ting, man gør helt forkert, fordi ens hjerne af ren og skær udmattelse har glemt, hvordan den skal tænke. Og så finder jeg også i ordet retfærdiggørelsen af, at jeg flere gange har taget mig selv i at føre hele samtaler med mig selv under natlige amninger, blot for at holde mig vågen, så jeg ikke taber MiniMinken på gulvet. Det er ikke nogle særligt intelligente samtaler, det indrømmer jeg gerne, men de holder mig igang.

20151010_150515

Før jeg fødte, tænkte jeg, at det der med at have et spædbarn, det var en blanding af afbrudt søvn, lortebleer, amning, tøjvask og lidt hyggehækling til de stille stunder, hvor babyen sover, og jeg er vågen. Jeg kan konstatere, at jeg havde fuldstændig ret, bortset fra det med hæklingen. De få øjeblikke, hvor han sover og der ikke er flere tjanser, der skal ordnes, bliver fyldt ud med at indhente hårdt tiltrængt søvn. Eller med min nyeste guilty pleasure, som er at sidde med MiniMinken i mine arme og kigge beundrende på hans smukke lille ansigt, hans lækre tykke fingre eller hans helt fine og lyse hår.

20151014_143807

Jeg har godt hørt mødre fortælle om den forelskelse, de oplever, når de får et barn. De siger allesammen, at man ikke kan beskrive det, og at man skal opleve det, for at forstå det. Jeg har altid troet på dem, og nu ved jeg endelig, hvad de mener. De første dage var jeg helt forskrækket over, hvor overvældet af følelser jeg blev, når jeg kiggede på ham. Jeg blev ramt af en følelse af at holde det mest dyrebare i hele verden i min favn, og jeg kunne slet ikke bære tanken om nogensinde at skulle give slip på ham igen. Jeg sov stort set ikke de første par døgn af hans liv, for jeg kunne slet ikke falde ned fra den sky, jeg var på. Jeg er stadig på skyen, men dens underlag er blevet lidt mere behageligt, så jeg kan godt sove på den nu.

20151007_180637

Når jeg kigger på ham nu, bliver jeg ikke overvældet på den samme måde. Jeg bliver snarere opslugt. Hans træk ændrer sig en lille smule hver dag, og han udvikler sig meget hurtigere, end jeg troede. Jeg føler lidt, at jeg er tilskuer til en helt overnaturligt hurtig udvikling af et lille menneske, og jeg har lyst til at iagttage hvert eneste lille bitte udviklingstrin. Jeg håber dog, at han snart sover lidt mere end et par timer ad gangen, så jeg kan nyde ham med åbne øjne og uden hovedpine (rent hår og børstede tænder ville også være et plus). Og det ville også være rart, hvis jeg kunne få overskud til at lave andre ting, såsom eksempelvis hækling – bare en lille smule. Jeg har masser af projekter, som jeg er igang med, og jeg savner dem lidt. Og det skal nok komme. Men for nu ligger hæklenålene stille, og bloggen er derfor også sat lidt i bero. Jeg lover at vende stærkt tilbage, når jeg har fået min hjerne igen.

20151010_085224    12063917_10156099413315655_50351317_n

Reklamer

Kategorier:Livet m.m.

Tagged as: , , , ,

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s