Den der polterabend…

For en måneds tid siden var min tilkommende og jeg i Danmark for at ordne nogle af de sidste forberedelser til det forestående bryllup. Vigtigst af alt skulle vi møde præsten for at tale om ceremoni og salmer – noget der inden mødet fik mig til at svede rygmarv af nervøsitet (jeg er typen, der normalt kun kommer i kirker, hvis der er nogen, der skal puttes i jorden eller have vand i håret, så jeg aner ikke, hvordan man gebærder sig i Guds hus). Heldigvis gik det rigtig godt, og vores præst er både sød og tålmodig. Hun tegnede endda en illustration, der viser, hvor jeg skal sidde og hvilken vej jeg skal gå op til alteret.

Det var egentlig formålet med turen. Men det skulle hurtigt vise sig, at lørdag ikke skulle være den planlagte hviledag. Jeg havde en ret kraftig fornemmelse af, at der skulle foregå noget – Hr. Mink er ikke så god til at holde masken, hvis man afslører ham i en hemmelighed, så jeg fik fornemmelsen allerede på vej mod lufthavnen. Jeg nåede dog at komme i tvivl igen inden lørdag, da han, hans tante og min kusine gjorde en benhård indsats for at slukke min tro med kommentarer som “Ej, det har jeg da ikke hørt noget om – jeg bliver godt nok ked af det, hvis der bliver holdt noget, som jeg ikke er inviteret til” og “Ej, Marie, er du sikker på, at de holder noget? Nu er du jo gravid, så mon ikke de har tænkt, at du nok ikke havde lyst? Du er jo så træt.”.

Så da lørdag kom, og min næsten ligeså gode halvdel kl 9 blev hentet af tre opstemte gutter, der serverede en dåseøl og sagde, at nu kunne han godt komme i gang, var jeg ikke overrasket over, at jeg ikke også blev hentet. Men lidt skuffet, for jeg havde nu håbet – tykke piger vil også bare ha’ noget fun!

Så da hans onkel en halv times tid senere kiggede ud af vinduet og lavede en mærkelig lyd, hvorefter han hurtigt mumlede, at han ikke havde set noget, og forlod lokalet, sprang håbet atter frem i min naive sjæl. Ind ad døren trådte min kusine, min svigerinde og min svigersøster. Jeg var glad for at se dem – jeg skulle alligevel have min polterabend, og jeg var klar til at drikke mig fra sans og samling i saftevand og børnechampagne. Glæden blev dog hurtigt afsløret af to følelser: Først skuffelse og hurtigt derefter et desperat ønske om at skjule min skuffelse. Pigerne fortalte mig, at min kusine havde lynimproviseret en polterabend aftenen inden, fordi hun havde fornemmet, at jeg var ked af det over, at der ikke var blevet arrangeret noget. Skuffelsen bestod i, at nok ville jeg gerne have en polterabend, men en lynarrangeret dag, frembragt af medlidenhed, var bestemt ikke den slags arrangement, jeg havde forestillet mig. Samtidig tænkte jeg, at det simpelthen var så sødt af de tre, at de havde hevet en dag ud af deres kalendere for at imødekomme mit barnlige ønske om en polterabend, selvom det tydeligvis var til besvær – den ene havde måtte arrangere nødpasning af sin datter og den anden skulle på arbejde senere på dagen. Så imens de snakkede om at gennemsøge AOK for noget vi kunne lave, og diskuterede, hvor vi kunne spise brunch, og om Frederiksberg Svømmehal var åben, gjorde jeg mit bedste for at vise min taknemmelighed og skjule den uretfærdige og ubegrundede skuffelse, som lurede pinligt tæt på overfladen.

Vi blev enige om brunch på Den Blå Hund, og kørte mod Frederiksberg. Undervejs snakkede vi videre om, hvad vi skulle lave. Vi havde ikke fundet noget særligt inspirerende på AOK, og jeg begyndte i mit stille sind at tænke, at jeg bare ville se det som en hyggelig dag med veninder snarere end en festlig forfejring af mit bryllup, og at det jo i og for sig også var en rigtig dejlig ting at bruge en lørdag på. Men så skete der pludselig noget. Vi drejede ned ad en sidegade for at parkere bilen, og jeg havde netop åbnet munden for at fortælle, at jeg har en veninde, der bor på den gade, da en flok damer sprang frem fra et skjul og begyndte at huje.

Skuffelse blev til vild begejstring, da jeg væltede ud af bilen og sprang ind i en storsmilende krammerunde på fortovet. En flok af mine allerbedste var samlet, og jeg holdt næsten op med at have sort samvittighed over min tidligere skuffelse, da de tre afhentere betroede mig, at de havde gjort alt hvad de kunne for at gøre mig så skuffet som overhovedet muligt, for at kunne overraske mig med fejringen, når jeg nu havde været så uforskammet at regne den ud på forhånd.

Jeg blev ført op i lejligheden, hvor de havde forberedt en virkelig imponerende brunch med så meget mad, at de måtte bruge et ekstra bord til at stille op på. Stuen var pyntet med billeder af mig fra mine smukke og berusede unge dage, fra loftet svævede et mylder af hjemmefoldede papirtraner, og over bordet hang et hjemmeklippet call to action, som jeg stadig den dag i dag er helt forelsket i (de havde dog ikke forudset, at jeg var den eneste i selskabet, der kunne pifte):

Polterabend

Maden blev spist i højt humør og til lyden af hyggesnak og grin, når der blev udvekslet røverhistorier på tværs af opdækningen. Da vi havde spist, rykkede vi videre til sofaen, hvor vi fordøjede og pludrede videre, indtil det pludselig ringede på døren, og en ung mand trådte ind i lokalet med et skælmsk smil. Han placerede sig midt i stuen, inden han fortalte, at han hed Jacob, og spurgte, hvem der var bruden. Min første tanke var: Satans, så meget taler en stripper ikke. Hva fa’en mon han så kan? Så jeg spurgte ham, hvad han kunne.

Jacob forklarede, at han var kommet for at sætte os i gang med en aktivitet. Han havde hørt, at jeg godt kan lide at tegne nøgne mennesker, så det skulle vi. Fedt, tænkte jeg, så får jeg alligevel en nøgen mand til min polterabend! Men. Det næste Jacob ytrede var, at jeg skulle have en lidt “anderledes” oplevelse med croquis denne gang, så hvis jeg lige ville være sød at tage tøjet af, så ville han dele papir og blyanter ud til de andre imens.

Jeg er et blufærdigt menneske. Så jeg nægtede. Efter bedste evne. Men jeg fik at vide, at der var ingen vej udenom. Så jeg kaldte dem allesammen for nogle røvhuller og gik ud for at tisse. Da jeg kom tilbage, havde de stadig ikke ombestemt sig, så tilbage var kun en vej. Jeg måtte smide kludene. Jeg lavede en akavet Jørgen Leth-joke, som ingen forstod, og smed en afhevet strømte i hovedet på en af mine veninder, imens jeg mindede dem om, at jeg hadede dem allesammen, og at jeg ville tage en grusom hævn.

På trods af alle mine forsøg på at tigge/true/snige mig fra min skæbne, kom tøjet af. Jeg tog stilling på gulvet i al min gravide herlighed (dog iført undertøj), og prøvede at tænke på alt andet i verden end min monumentale blufærdighed og det faktum, at jeg havde lånt et par underbukser af Vinc’s tante, fordi jeg havde glemt at pakke mine egne i England. Og her kom så højdepunktet, for nu, først nu, valgte Jacob at tilstå, at det var en joke. Det var i virkeligheden ham, der var modellen – de ville bare lige se om de kunne få mig til at gøre det. Men, som han sagde, nu hvor jeg alligevel var så godt i gang, kunne jeg jo ligeså godt gennemføre, så jeg kunne få nogle tegninger af mig selv med hjem.

Croq1

Og her er resultatet så. Og jeg er faktisk ret glad for, at jeg gjorde det. Jeg synes, at mine veninder fremstiller mig meget tiltalende – jeg havde frygtet noget lidt mere uformeligt og sumoagtigt.

Croq2

Da de havde tegnet et par tegninger af mig, fik jeg allernådigst lov til at klæde mig på igen, og så var det Jacobs tur til at smide tøjet. Jeg vil gerne indrømme, at han virkede noget mere afslappet omkring det – og jeg havde det også mærkbart bedre med at være på den anden side af blyanten igen.

Efter han var gået, blev jeg udsat for en overraskende udleverende quiz om min fortid. En multiple choice-sammensætning af forgangne eskapader, hvor flokken skulle gætte, hvilket af svarene, der var det rigtige, inden jeg skulle fortælle svaret og vedhæfte en historie. Det var en fantastisk sjov quiz. Og hvis nogen skulle være i tvivl, så fortryder jeg intet  heller ikke det med Mariekiks-patenteringen!

I løbet af eftermiddagen fik jeg lov til at tage en morfar, og så gik turen videre til Bibendum i Nansensgade, hvor pigerne havde sørget for et privat lokale til os. Her fik vi serveret en enormt lækker række tapas og nogle dejlige vine. Der blev undervejs holdt en helt fantastisk tale (faktisk var den så god, at den blev holdt to gange), og vi grinede flere gange så tårerne trillede og maverne krampede.

Pludselig var klokken blevet midnat, og vi havde været igang i 14½ time. Mine øjne hang helt nede om knæene på mig, så jeg måtte sige tak for en helt igennem fantastisk dag, som jeg aldrig kommer til at glemme. Jeg vidste godt allerede, at jeg har nogle overdrevet fede veninder, men jeg var alligevel både overrasket og uendeligt taknemmelig over den dag, de havde sat sammen til mig. Den var tusind gange bedre end alt, jeg selv kunne have bedt om.

Jeg vil runde af med et par af de tegninger, jeg lavede af Jacob – I skal ikke snydes for lidt nøgen mand ude bag skærmene. Hvis det var fredag i dag, ville jeg råbe ‘god røv og god weekend’, men det er tirsdag, så I må nøjes med lidt røv:

Croq6

Croq5

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s